Interview med gamle læsøboere om teknikken

August 1949

Tangen drev næsten udelukkende i land ved Bløden i den østre ende af øen, og derfra hentedes den af folk fra Østerby, Hals og Byrum. Vesterøboerne derimod fik sikkert deres tang andetsteds fra, men det huskes ikke nøjagtigt for man holdt op at bygge tanghuse i Vesterø, før det skete i Østerby.

 

Ved det sted, hvor tangen særlig drev i land, boede en ældre enlig kvinde, der levede af sin ko og af at skære lyngtørv for folk. Hendes hovednæringsvej var dog "å røjt" tangen. Arbejdet bestod i når tangen var nogenlunde tør "å rist den op", dvs. hun rystede den med en almindelig trefliget fork sand og lignende af tangen. Når det var sket blev den stakket, og stod således til den, der havde bestilt læsset, hentede det, eller hvis han ikke selv havde heste, lejede en anden til at hente det. Betalingen for at få tangen samlet og røgtet var højst én krone pr. læs. Som oftes byggede man om foråret, og gav så den omtalte kone besked tidlig på foråret, så hun kunne tage fat på at røgte den tang, der var drevet ind i vinterens løb.

Frederik Petersen har lappet talrige tangtage, men har også lagt nyt tangtag på 3 fag hus i Østerby i 1870-erne, sandsynligvis det sidste, der blev lagt. Håndværket har han lært af en nu afdød tængemand. Til hvert fag skulle der bruges mindst 6-7 læs tang. Det blev ikke kørt hjem, før det skulle bruges.

 

Til arbejdet med at lægge et tangtag anvendtes ofte 2 "tængemænd" 2 "indsættere" og 18-20 unge piger; det skulle være stærke, kraftige piger, for det var ikke pillearbejde at "vride vasken". Pigerne blev indbudt til at deltage og det var en hel ære at få sådan en indbydelse, for der var liv og glade dage, når der blev tænget. Forplejningen var den bedste, der kunne ydes. Morgenkaffe med sigtebrød, frokost kl. 8 med skåret rugbrød med røget fårekød, rullepølse og andet sul. Kl. 12 middag med vælling eller grød, fisk eller steg, havde man ikke andet vred man halsen om på nogle høns. Kl. 4 "melmad" og endelig ved 8-9 tiden "skåren mad". Der var dækket op i stuerne, man fik dygtigt med snaps, snakken gik og humøret var højt.

Arbejdet begyndte kl. 6, og hver mand indtog sin plads. Der skulle to piger til "å vrij i wasg". Et lag tang blev bredt ud på jorden ca. 2 meter langt og 1½ meter bredt. To piger satte sig på hver sin side og rullede tangen sammen mod hinanden. Når tangen således var vredet til en tyk rulle, som man næppe kunne spænde om, den egentlige "vaske", tog man fat på at "tvinde" halsen. Den ene pige satte sig på knæ ved vaskens ene ende og trak tang ud, som hun tvandt sammen. Når hun havde tvannet et kort stykke på den måde, fortsatte hun med at tvinde løs tang, som den anden pige rakte hende, i.

Så samlede man halsen sammen og lagde oven på vasken, indsætteren stak sin fork i den og rakte den op til tængeren, der førte halsen om lægten og lod den tunge ende hvile på remmen. Dernæst viklede han den frie ende af halsen om halsstykket mellem vaske og lægte, halsen skulle være så lang at den kunne snos omkring helt ned til den tykke ende. Det var nu indsætterens opgave med hænderne eller forken at presse vaskerne fast, efterhånden som de blev sat om. Var der kun én tænger, begyndte man gerne ved et af gavlhjørnerne og måtte nedgrave en støtte til højde med 3. lægte, som indsætteren kunn presse vaskerne fast mod. Var der derimod to tængere begyndte man midt på gavlen og behøvede da ingen støtte, fordi indsætteren fra hver sin side kunne presse vaskerne mod hinanden.

Man lagde først et lag vasker på nederste lægte i hele det stykke, der skulle tænges. Så begyndte man igen ved udgangspunktet og lagde et lag "gumlinger", der adskilte sig fra vaskerne ved en kortere hals. De blev sat om lægterne i mellemrummene mellem vaskehalsene og gjort fast på samme måde som vaskerne. Deres funktion var at udfylde den hulning, der måtte blive mellem de tykke vaskeender og lægten. Gumlingerne pressedes fast af tængeren med knæene, for at laget kunne blive fuldkommen tæt. Var der alligevel småhuller, blev de udfyldt med løs tang. På samme måde lagde man et lag vasker og gumlinger på anden og tredje lægte. Resten af tangen blev lagt løs på og fik som underlag mod lægtene et "strølag" af pilekviste, eller, hvis man havde det, gammelt bundgarn, der blev lagt på efterhånden, som man arbejdede sig op. Tængeren trådte først tanglaget sammen og derefter "knæsatte" han det for at få det rigtig fast. Han måtte passe på dels at laget lå så langt ud som vaskerne, dels at det skrånede fra lægterne udefter, så vandet kunne løbe af.

Så langt man kunne nå, blev tangen stukket op med fork. Derefter trak tængeren tangen op i store bundter i et reb ad brandstigen, der var blevet forsynet med et bræt midt på. Man lagde tang op til højde med spærtoppen, men ikke over den. Når det var gjort, lagde man en masse vragtræ på tangen, for at den kunne falde godt sammen. I faget ved gavlene satte man vasker helt op til toppen (før man lagde den løse tang på det øvrige tag). Ofte satte man også vasker på spærene, for at gøre gavltængningen mere solid.

Den sidste aften inden denne første del af tængningen holdtes et stort "tænggilde" for alle deltagerne i arbejdet, hvor man spiste, drak og dansede til langt ud på natten.

 

Sommeren igennem skulle taget ligge og falde sammen, men inden vinteren skulle man have "tænget op". Man fyldte ud, de steder, hvor det var sunket, og lagde det sidste buede lag, der dækkede spærtoppene. Tangen blev trukket op på den tidligere beskrevne måde.

Derefter lagde man møntørv på, og ved gavlene anbragte man pog (rafter), der var vinkelstillet og sammenbundne foroven, således at de hvilede i spænd over taget. Bedre endnu var dog ankerkættinger, eventuelt med store sten i enderne.

Næste forår skulle der "mørnes". Møntørvene var ca. 20-30 cm. brede, ca. 3/4 meter lange græstørv, der skulle tages i stranden i den bedste jord, for at være fri for sand. De skulle være grønne og fugtige, når de blev lagt op, for at de kunne vokse fasdt på taget.

Hvis tanglaget var sunket sammen, fyldte man først ud med nyt tang, derefter trak man møntørvene, der i sammenrullet tilstand var bundet på en "mønfjæl" op ad brandstigen. Møntørvene blev lagt på tværs over tagryggen og tæt sammen så man fik en pæn glat mønning.

På samme tidspunkt blev tangen skåret af forneden, og skåret bort fra vinduer og luger. Det gjalt dog kun, hvids det var et udhus. Tængede man et stuehus, sørgede man for at det skete så tidligt på året, at man kunne få skåret fri ved vinduerne inden vinteren. Afskæringen blev foretaget af ejeren med en høle.

På det hus Frederik Petersen tængede, var der intet "skokbord". Det var en udlænge, og skokbord anvendtes særlig på stuehusene.

 

Benævnelser på bygningens dele:

Den 2.8 1951 gentog Frederik Petersen hovedpunkterne i sin redegørelse for tængningen. Det stemte ganske overens med hans tidligere forklaring, og man fik indtryk af, at hans hukommels på det punkt var ganske klar og sikker. Han angav vasken (minus hals) til at være godt en meter lang. Vasken hang, når den var indsat, ned til ca. 1 alen fra jorden.

 

 

Til træværket i huset gjalt det om at få det bedst mulige skibstømmer, og det fik man fra strandede skbe. Undertiden samlede man på træ dertil i flere år. Master, ræer, dæksbjælker, kølsvin og lignende blev savet ud til bjælker o.s.v. med langsav, ja, selv gulv- og loftsbrædder blev undertiden savet ud af svært tømmer for at få det bedst mulige træværk overalt. Tømmermændene, der huggede træværket til husene, havde vistnok aldrig lært faget, men de gamle huse viser den dag i dag, hvor umådelig godt og solidt arbejde, man har udført i det meget hårde træ.

Når huset så var rejst, stolper, bjælker og spær læsøisk: "re´s" opstillet, blev ydervæggene "slået", klinet op af ler, som helst skulle hentes ude i "Floden" ved vestenden af Langerøn, da dette mentes at være det bedste sted til brugen, og leret fik man æltet ved hjælp af en hest eller et par køer, som man trak rundt i det, mens man samtidig strøede sand i leret og overhældte det med vand, indtil det fik en passende tykkelse. Hvis det var en større portion, der skulle æltes, brugte man heste, hvorimod man til en mindre del brugte køer.

Væggene skulle være meget hårde, derfor måtte der ikke komme for meget sand i leret. De ville ganske vist slå revner, men dette bødede man så på ved udspækningen (aftrækningen). Vægstaverne var råt tilhugne trægrene. I meget gemle hus finder man dem med rester af bark på, formodentlig stammer disse fra Læsøs gamle nåleskove, ellers var de almindeligvis flækket. For at leret kunne hænge fast mellem stavene, var der snoet bånd af fast sammensnoet halm eller tang ud og ind på tværs af staverne fra side til side med passende mellemrum, og med hænderne slog man så lermassen på og mellem disse i et lige så tykt lag, som stolpernes tykkelse.

Når dette var færdigt, skulle tangen lægges på.

Tængedagene blev bestemt, man mødte op ved firetiden om morgenen og begyndte arbejdet. Pigerne begyndte med at "tæse" tangen, d.v.s. plukke den ud fra hinanden og det skulle gøres på langs af stråene, så de ikke skulle rives over, tæsningen skulle bidrage til, at tangen kunne være løs og let at behandle. Når da en tilstrækkelig stor bunke var tæset færdig, begyndte pigerne på at "vride" det sammen til "vasker", og det foregik på følgende måde:

Man samlede et par store favnfulde tang i en bunke og to piger, en for hver ende af bunken, begyndte at vride denne sammen til en tyk pølse på en længde af ca. 2 alen. Vridningen skulle være meget fast, og når dette var gjort, lagde den ene af pigerne sig over den for at holde den fast sammen, medens den anden pige begyndte at vride en ca. 4 alen lang "hals" ud fra vaskens ene ende.

Når halsen var færdig, vandt pigen den om sin venstre arm og tog påny fat i vasken, der nu fik en sidste vridning, begge piger bar den hen til tængemanden og giver halsen til ham, der har taget plads på den nederste lægte, og vasken til indsætteren.

Når tængemanden da har svøbt halsen et par gange om lægten, giver han den til indsætteren, der svøber den om vasken, og sætter med kraft denne ind mod muren. Da kommer næste hold piger med deres vask, som sættes ind på samme måde ved siden af den første, og således fortsættes til enden af huset, hvorpå man begynder forfra igen, men da svøbtes halsen om anden lægte, og ved tredje gang om tredje lægte.

Det gjalt om at stoppe godt med tang mellem halsene af vaskerne inde ved lægterne, da der ellers ville fremkomme fordybninger, hvori vandet kunne samle sig.

Efter disse tre lag vasker lagdes da et lag "gumlinger" for at rette ujævnheden mellem de store vasker. Gumlinger lavedes på samme måde som vaskerne, men havde ingen hals og var mindre i omfang.

Når man på den måde havde fået en bred flade af vasker og gumlinger, byggede tængemanden, bistået af indsætteren tang oven på dette lag indtil det øverste.

Ved ydersiden blev kanten aflignet, og tangen lagt med enderne udefter for ikke at ruskes bort af vinden. Langs med lægterne blev der i ældre tid lagt granris ell. lign. fra Læsøs skove, i den nyere tid rughalm, for at tangen ikke skulle gå ned mellem lægterne.

Af stor betydning var det, at tanglaget blev tykt 2-3 alen i tværmål, samt at laget blev trådt godt sammen, rigtig fast måtte det være. Gavlene blev ofte "gumlet" op lige til det øverste -altså fæstet til lægter med halse. Man lavede små korte vasker ligesom gumlinger, men med halse på. En sådan tanggavl kunne vind og vejr slide på i flere hundrede år uden at få revet hul, hvorfor denne måde at tænge gavl på betragtedes som den solideste.

Mønningen, afslutningen på taget, blev ikke lagt på, før efter længere tids forløb, når tangen var sunket sammen, da lagdes der mere tang på, og oven på denne et lag brede ca. 4 alen lange mønnestørv. Disse tørv skar man ude ved stranden eller i "siger", hvor der var seig græsjord. Tørvens bredde kunne variere noget, 8-10 tommer der imellem. Var mønningen godt udført, groede tørvene fast til tangen og kunne ligge i mange år.

Et således godt opført tanghus kunne stå i flere hundrede år og havde den fordel fremfor huse med halm eller tegltag at være lune om vinteren og kølige om sommeren.

 

Frøken Sørensen, født i Østerby

Interview januar 1950

 

Deltog i tængning af et par fag i Østerby i 1906. Det foregik i forsommeren. Om foråret røgtede man tangen, der var drevet ind ved Syrodde. Når det var tørt, blev det samlet i stakke og kørt hjem. Det var nærmest konen fra den gård, der skulle bruge det, der røgtede. Naboerne hjalp ofte med at køre hjem.

15 læs tang til hvert fag. Læsset som hølæs. Konen læssede og manden stak op.

Hvis der var to mand til at tænge, skulle der være 12 kvinder. Man gik rundt og bad om hjælp til tængningen. Man ankom kl. 6 om morgenen. Det første man gjorde var at "rede sengen". Man bredte tang så langt som man ville have vaskerne og et par meter bredt og rystede det igennem, så der ingen sammenhængende bundter var. Dyngen var et par alen høj. Man sætter venstre hånd på midten af sengen, stående på hver sin side med ansigtet mod hinanden. Så stikker man højre hånd neden under det hele og vrider rundt, sådan at hele læsset får en vridning. Dette gentages flere gange, idet man nu også sætter knæene på. Begge gør det samme og holder stadig venstre hånd på dyngen. Man bliver ved dermed til dyngen er hård at mærke på, det tog nogle minutter.

Den fastvredne dynge kaldes vasken. Den ene sætte sig på vasken, mens den anden lavede en lang hals, flere meter. Den sidste trækker først lidt tang ud af vasken og tvinder derefter af løs tang en hals til den er lang nok. Så holdt man hinanden med venstre hånd og viklede halsen om armen for at den ikke skulle glide op igen. Når man nåede til vasken tog man den ene ende af den mens den der sad på vasken tog den anden, således bar man den hen til indsætteren, der tog fat i den fjerneste ende af halsenog satte den ind nedefra ind under lægten og oven ud. Halsen blev derefter viklet om selve vasken helt til den nederste del af den, så fast som muligt. Så satte handen fast mod den anden vaske, idet han pressede med hænderne.

Sådan sættes 3 lag vasker på de 3 nederste lægter. Derefter sættes "gumlinger" der blev lavet som vasker blot mindre. De sættes på samme måde som vaskerne på de 3-4 næste lægter. blot således at de ikke hang ned men stak vandret ud fra lægten. Derefter fyldtes tang i hulninger og lignende.

Når det var gjort blev løs tang lagt op, først i sammenbundne bundter der blev stukket op, senere trukket op, idet indsætteren går op på taget og trækker det op med et reb. Pigerne plukkede tangen lidt og lagde den i rebløkken "snerpen". Andre af pigerne var oppe for at træde tangen godt sammen. Således fortsættes til kippen.

Når taget havde ligget et par måneder, blev ny tang lagt op, hvor det var sunket sammen og "mønningstørvene" lagt på. Disse blev trukket op ad en stige, hvorpå der var lagt brædder. Dette arbejde behøvede man ikke fagmand til.

Gavlen der var lodret og også forsynet med lægter sattes med gumlinger helt op i kippen. Derimod sattes ingen ekstra vasker i det til gavlen stødende fag. På dette hus var der to fag der blev tænget. Arbejdet blev afsluttet samme dag ved solnedgang.

Altid god kost i sådan tilfælde der var tre med til at lave mad. Intet særligt tængegilde i dette tilfælde, men det kunne nok ske.