Krogen var et hus i meget dårlig stand - ligesom de fleste af Læsøs gamle tanghuse - og blev renoveret i 2019. Det ligger på hjørnet af Østerbyvejen og Østerby Havnegade. Og det er et flot møde med Østerby, gæsterne oplever, nu hvor det nye tangtag er lagt på.
Billedet til venstre er fra 1970'erne, dengang 'Bulebecker' (Leo Becker) havde et autoophug på grunden. Det faldt nok ikke i så god jord at have en bilkirkegård lige ved siden af Østerby Kirkegård. Kommunen lukkede i hvert fald stedet.