I december 2016 blev det nye tangtag på Alléen 3 færdigt, og 30 tons tørret ålegræs ligger nu tungt og komplet på det gamle hus. Huset er det tredje i rækken af nytængninger i 2016.
På arbejdets første dag besøgte jeg tængemandskabet for at dokumentere processen i billeder og tekst. Og som altid var det en hyggelig og lærerig oplevelse. Med svag novembersol over det lille husmandssted og julepynt i træerne blev en flig af arbejdet med at bevare endnu et tanghus på Læsø dokumenteret.
Alléen 3 skiftede hænder i 1949, hvor Frøken Anna kom på aftægt som en del af hushandlen. Dernæst flyttede familien Pedersen ind på tanggården. Det gamle skøde er ikke helt almindeligt, fordi Frøken Anna fik en helt særlig aftale:
"Ejere af ejendommen skal yde sælgerinden middagsmad dagligt - god og veltillavet efter egnens skik og brug, serveret i sælgerindens stue eller ved ejeren".
Vi har fået lov at vise det gamle skøde frem her på siden (til venstre).
I dag er huset stadig i privateje, men tilhører dog ikke samme slægt. Og det gamle Læsø-hus har mistet sit meget gamle tangtag og har også fået nyt.
Oplev husets stand og atmosfæren omkring "Annas Hus" i billedserien herunder.