I gamle dage udvalgte man de stærkeste kvinder til at vride de vasker, der holder hele tangtaget på plads. Kvinderne er i dag skiftet ud med tung maskinkraft. Det og meget mere kan du lige nu opleve omkring Uldstuens tag.
Vaskerne snos omkring tagets 3 nederste lægter. Resten af taget består af tonsvis af løs tang, der trædes godt og grundigt ned undervejs. Til et hus som dette bruges omkring 45 tons tang.
I løbet af 2016 renoveres 3 af øens gamle tanghuse. Det giver arbejde til mange af øens dygtige håndværkere. Murere, tømrere, malere ... Bl.a. er der nu lagt piksten omkring huset, som understøtter arbejdet med ældgamle teknikker på Læsø.
Arbejdet opleves bedst ude under tangtaget, og tængemandskabet har mange gode historier at fortælle! Følg beachflagene ved Danzigmanvej og på Alléen i Østerby.
En autentisk Læsø-oplevelse, du ikke må gå glip af!